Vi skal bo mindre i København

Under forsideoverskriften ”historisk dyrt at købe lejlighed i København” i Politiken den 14. juli anbefaler en ekspert førstegangskøbere at leje frem for at købe. Jeg mener, vi skal gå en anden vej. Vi skal satse på mindre ejerboliger i København. Målrettet til de nye købere. Men ikke kun til dem.

Det siger jeg, både fordi jeg som boligadvokat har fulgt det københavnske boligmarked tæt i mange år, men også på grund af min egen historie.

Jeg er født i 1976 og vokset op uden for København. For tæt på byen til at kunne få adgang til et kollegieværelse, da jeg i 1994 blev optaget på KU. Jeg kendte ikke nogen i byen og dermed heller ikke nogen, der kunne bringe mig tættere på en andelsbolig.

Jeg lavede derfor et budget og fandt den billigste ejerlejlighed på markedet. Det var en 1-værelses lejlighed med en fin svalegang og et fint lille thé-køkken. For mig var det en romantisk drøm om et nyt liv hjemmefra. Mit eget liv.

Jeg lavede en aftale i banken. Ingen hjælp at hente der. Jeg havde ingen opsparing og min indtægt var på ingen måde stor nok. Ydmyget gik jeg hjem, knyttede næverne og lovede mig selv, at jeg aldrig igen skulle afvises af en bank. Men budskabet var i den grad trængt ind.

Jeg fik job som uuddannet hjemmehjælper. Der var masser af vagter at få. Jeg var på universitetet om formiddagen i hverdagene og arbejdede aftenvagt fra 15.15-23.15. Særligt weekendvagter gav godt. Hvad der til en start alene var økonomisk motiveret blev hurtigt også vældig tilfredsstillende og lærerigt. Jeg meldte SU-klip fra og lønnen strømmede ind på kontoen. Jeg betalte ikke for at bo hjemme – var der stort set heller ikke i de lyse timer - og alt blev sparet op.

Banken sagde efter et år ja til, at jeg kunne købe min første lejlighed. Det endte med en to-værelses på Østerbro. Den kostede kr. 356.000. Renten på kreditforeningslånet var 8%. Alle sagde, jeg var vanvittig. Det var i sommeren 1995.

Banker yder lån på baggrund af to ting: opsparing og indtægt. Det har ikke ændret sig.

Det, der har ændret sig, er, at det nu ikke længere er muligt at følge den opskrift, jeg lige har beskrevet. Indgangsbilletten er simpelthen blevet dyrere.

Derfor skal vi nu satse på ”start-lejligheder”. Små lejligheder. Det ses også i andre lande.

Det giver mening, både fordi det alt andet lige kræver en mindre udbetaling og en lavere indtægt, fordi der nu er langt flere singlehusstande end tidligere, og fordi det miljø- og energimæssigt er det eneste rigtige. Og så skal det være ejerboliger, fordi det er der, du har de bedste muligheder for at skabe den opsparing, du skal bruge videre frem.