Kommentar i Berlingske den 9. juli 2022

Ny boligaftale er et blændværk

Uden den helt store opmærksomhed forsøger man nu fra politisk hold at vingeskyde det frie boligmarked i København.  Perspektiverne er skræmmende.

I Berlingske den 24. juni 2022 kan jeg læse, at andelen af almene boliger i det kommende nybyggeri i Nordhavn og Sydhavnen og i den kommende Jernbanebyen på Vesterbro skal hæves til 40% frem mod 2031. I dag har kommunen mulighed for at stille krav om et mål på 25% almene boliger i nybyggeri.

Kommunerne kan henvise familier til almene boliger, hvis der er opstået et akut, socialt boligbehov.

Begrundelsen for de 40 % er imidlertid ikke, at der er sket en voldsom stigning af mennesker i akut, social bolignød i København, men at man har valgt at udvide den målgruppe, der nu skal bo i almene boliger.

Almene boliger vil i fremtiden tilbydes til børn, der er født i København og som voksne gerne vil blive boende i København. Og til lærlingen eller den studerende, hvis største drøm er at bo midt i København. Eller til de sårbare eller udsatte, som så har mulighed for at blive i København, hvor de føler sig trygge.

Der ligger bag aftalen et ideologisk valg, som på boligområdet ofte går under parolen ”billige boliger”, den ”blandede by” og ”plads til alle”.

De fleste ved godt, at vi ikke alle kan bo det samme sted. Det Københavns kommune og regeringen siger er, at deres egne vælgere er mere berettigede. Uanset berettigelse eller ej, bliver de imidlertid snydt. Alle bliver snydt.

Under overskrifterne, ideologien og de gode intentioner gemmer sig nemlig et skræmmende fremtidsperspektiv. På den lange bane er der tale om et blændværk, der banker både den enkelte og København tilbage.

Et valg indeholder nemlig også et fravalg. I dette tilfælde særligt et fravalg af ejerboligformerne, som over tid har vist sig at give boligejerne gode opsparinger.

Derfor er den nye aftale et blændværk. Af den simple grund, at den snyder dem, den foregiver at hjælpe. Gode intentioner er nemlig ingenting uden økonomisk forståelse.

Jeg anfægter ikke, at der historisk har været behov for udbygning af boligmassen med almene boliger. Og jeg anfægter ikke, at der skal være forskellige boligformer og at mennesker har forskellige behov og ønsker.

Men jeg anfægter det design, der ligger i de 40% almene boliger, fordi perspektivet i at dedikere så stor en del til manglende prisudvikling og manglende opsparing er, at det fastholder mennesker i et afhængighedsforhold og afskærer for en opsparing.

Det bør i stedet være en målsætning, at flere skal have mulighed for at blive herre i eget hus. Den eneste reelle mulighed for at fremme den dagsorden, er at sikre, at rammerne for en udbygning af byerne er tilstede og at der er (mindre) boliger at ”starte” på. Også selvom det nødvendigvis må blive på bekostning af andre boligformer, herunder almene boliger.

Marina Andersen

Boligadvokat og folketingskandidat for Moderaterne