"Dagens brev" i Berlingske den 18. juli 2022

Et hjem til Kristian

Kristian blev født i midten af halvtredserne. Hans forældre vidste ikke til en start at han havde Downs syndrom. Det stod klart efter et stykke tid samtidig med at hans fars lunger viste sig ikke at kunne klare det hårde slid i landbruget.

Sammen med sine to ældre søskende flyttede han til byen i en ejendom, hvor familien lejede det meste ud og boede i mindre rum i noget af ejendommen. Det var før den tid, hvor kommunale tilbud var en mulighed og Kristian boede hjemme hos sine forældre længe efter den alder, man normalt flytter hjemmefra i.

Kristian slog græs med sin far og rodede i kælderen med gamle fjernsyn, man kunne skille ad. I weekenden tog de ud til en grund med en type bevoksning som altid trængte til beskæring. Kaffe i en termokande og et lille skur til det vigtigste.

Kristians forældre blev på et tidspunkt for gamle til at han fortsat kunne bo hjemme. Aflastningsophold blev afløst af en permanent fraflytning til en af kommunens institutioner. Der var linoleum på gulvene. Lange gange med rum til siderne, opholdsrum til at se fjernsyn i, personalerum og handikapvenlige toiletter.

Kristian viste tegn på mistrivsel. Han trævlede gulvtæpper op, han stoppede toiletterne til med toiletruller, han snuppede de andres ting og gemte dem. Listen over ødelæggelser blev lang og der måtte findes en løsning.

Ude på landet i en lille by boede et modent ægtepar, som havde to murermestervillaer med plads til 3 beboere i hver. Intet lignede den institution han kom fra. Det lignede det hjem, kan kom fra. De tog imod Kristian. Han fik et hjem igen.

De satte hastigheden ned på deres græsslåmaskine, så han kunne styre den, serverede kartofler med brun sovs og hængte billeder af hans familie op på væggene. De tog ud til den grund, hans forældre havde købt og som fortsat trængte til en kærlig hånd. De lod ham holde jul og fødselsdage med deres egen familie. De påtog sig en kæmpe opgave. Det kommunale tilsyn kom på besøg og kørte igen. Det blev hans redning i de sidste 15 år af hans liv.

De havde en fællessang, som Kristian kunne udenad, selvom hans sprog blev mere og mere begrænset.

Kald det kærlighed,

kald det lige hvad du vil,

åh u åh der findes ingen ord,

ingen ord der helt slår til,

så kald det lige hvad du vil

Fortæl mig ikke hvad jeg skal og bør,

fortæl mig om dig selv hvis du tør,

giv mig frit valg,

og giv mig et hjerte jeg kan røre,

giv en chance ved at tale før du går,

det du fortier slet ingen chance får.

Kald det kærlighed…

Vi to kan overleve næsten alt,

undtagen det der aldrig rigtig blev fortalt,

tag mig ikke som et gidsel,

tag mig helt og ikke halvt,

for at elske rigtigt skal jeg være nøgen,

den drøm der kun forbli´r en drøm, den er en løgn.

Kald det kærlighed…

Lad mig være lidt alene med mig selv,

jeg vil ha´ dig alligevel,

jeg vil ha´ en gave,

ingen handel ingen gæld,

det er for let at gå fra kærlighed til had,

lad os prøve at skille det ad.

Kald det kærlighed…

Vi, hans nærmeste familie, bar ham ud af kirken til den sang. Bente og Ole, beboerne og hans naboer hjemme fra vejen sang med.

Der var ikke nogen med fra kommunen.

Marina Andersen

Advokat og folketingskandidat for Moderaterne